Prædiken til  påskedag (2)

Kalvehave-Stensby, den  4.4.2010

Salmer: 234, 240, 230; 218; 217

Tekst: Mat.28,1-8 (opstandelsen)

--------------------------------------------------------------

Passionen, altså Jesu lidelseshistorie, er en af de helt store omdrejningspunkter i kirkens historie, hvis ikke det største. Det er Guds gave til sin skabning.

  Langfredag er dagen, hvor passionen bliver fortalt gennem bøn og meditation. Værd at overveje for hver enkelt af os.

  Jesus lidelse - i hvert eneste led - er jo som ethvert menneskes lidelse, hvad enten det er ens egen eller ens kæres. Det smukke ved Jesu lidelseshistorie er, at hvert led repræsenterer det, som ethvert menneske på et eller andet tidspunkt kan møde i sit liv. Det være sig den konkrete fysiske smerte eller den åndelige smerte. Det kan være alt fra savn og sorg til afmagt og tvivl. Med andre ord Jesus lidelseshistorie er ethvert menneskes lidelseshistorie.

  Vi er priviligerede. Vi har en Gud, der har vist os, at på ethvert skridt i vores liv forstår han lige præcist, hvad vi gennemgår. Uanset vores smertes form, kender han den, for han har selv været dér. Det hørte vi om Langfredag. Og så kommer påskemorgen med noget, der må siges at være noget af en overraskelse,

  Og så er vi her i dag, hvor kvinderne finder graven tom.

  De bliver imidlertid mødt af en engel, der siger til dem: “Han er ikke her!”

  Matthæus er ikke uklar i mælet. Glæden over at Jesus måske ikke er død, suget i maven, er vel ikke til at undgå. Men hvad betyder det, at graven er tom? Hvad betyder englens påstand om, at han er opstanden? Men hvad betyder det for vort liv i dag, at Jesus for to tusind år siden gennemgik ufattelig lidelser og senere opstod fra graven?

  Det er svært at svare på, og det er særligt svært med vores rationelle måde at få det hele til at passe.

  Vi vil nok altid være splittede mellem vores historiske forståelse af teksten og vores forsøg på at lade mysteriet stå uberørt.

  Men Jesu opstandelse er og vil altid forblive et vigtig element imellem Gud og menneske. Således er opstandelsens betydning for os i dag et lige så fundamentalt element i vort forhold til Gud, som det var for de første kristne.

  Opstandelsen betyder for os, at vi er givet håbet tilbage. Vi har ikke kun en Gud, der kender til vores lidelse. Vi har også en Gud, hos hvem vi kan hente forløsning, trøst og styrke. Når alt andet glipper, så er der én, der hjælper os.

  I dag sejrede han én gang for alle over døden. Og med den sejr kommer den enestående kærligheds gave. Det betyder, at dødens bånd en gang for alle er brudt. At vi aldrig mere skal se mørker, men se livet hos Gud, som vi gjorde det i Edens have.

  Opstandelsen forandre alt. Den er begyndelsen på noget nyt. Den skal rokke ved vores tro og den måde, vi griber livet på.

  Paulus omfattede ”opstandelse” som andet og mere end at genoplivet lig. Opstandelse var for ham en forvandling i en mere omfattende forstand. Mennesket, der lever videre trods smerte, sorg og savn.

  Opstandelse betyder, at Gud er til stede i ethvert menneskes lidelse, afmagt og nød. Han går med ind i det, som han gjorde langfredag og overvinder det ved at være dér hos det menneske, der ellers troede sig forladt og fortabt. Han er lyset midt i mørket. Han er håbet midt i håbløsheden. Det håb på livet og kærligheden, som vi kan klynge os til, når døden og hadet bliver for overvældende. Det håb, som vi kan bygge vores liv og verden på.

  Og det er ikke hvem som helst, der kan det, og det er da heller ikke en nem opgave, der ligger foran os. For troen opstår i det helt specielle øjeblik, hvor ordene lyder: ”Han er ikke her”! Han er opstået!”

  Her er det et spørgsmål om at have tillid til det budskab, der er altafgørende for den kristne tro. Ellers må man afvise det som opspind eller nonsens.

  Kristendommen har, lige siden disse beretninger kom frem, om at man havde set Jesus efter hans død, været båret af en tro på, at Jesus besejrede døden. Og at det, han var – nemlig den fuldkomne kærlighed og den fuldkomne medfølelse - var stærkere end mørke, vantro, forkastelse, forræderi, fornægtelse og troløshed.

  Bevises kan det ikke, for man kan ikke bevise det umulige, men kan tro det.

  Sådan var det for de første, der hørte budskabet, og sådan er det stadig for os, der hører det i dag.

  “Han er opstået”, siger de - han er vendt tilbage til livet og verden - til os. Gud er ikke flygtet besejret og afmægtig for døden og menneskers magt. Tværtimod har han nu demonstreret, at han er her.

  Jesu passion bliver i opstandelsens forklarende lys til et budskab om, at Gud er i verden altid, uanset hvad der sker. Han er ikke flygtet op i sin fjerne himmel. Nej, han bliver hos os i vores verden. Han bliver hos os i denne verden.

  Gud greb ind og fjernede dødens åg. Han gav os håbet at leve på. Døden findes stadig med sin til tider al sin gru og meningsløshed, men håbet vil altid stå tilbage som en sejrsfane midt i al det håbløse.

  Eller man kan udtrykke dette utænkelige og usandsynlige, som skete, i billeder og symboler. F.eks. ægget, der er noget dødt, en ting, men samtidig er det kimen til et helt nyt liv. Eller se på naturens fine sammenhænge og alt det skabte. I foråret tid åbnes naturens sluser, hvor før jorden var død og kold og hård af frosten. Frøet lægges i jorden og dør, men der vokser alligevel en stængel op derfra, med nye liv og et nyt håb.

  Jesu opstandelsen strækker sig ud til det ubegrænsede, langt ud over døden – og langt ind i fremtiden, i evigheden selv.

  Det er det, evangeliet gør.

Amen.

Gl. Postkort af Kalvehave Kirke.